Skip to content

Essay Om Virkelighed Og Reality

Uddrag

Paradise Hotel, Singleliv, De unge mødre osv., er vidt forskellige reality-programmer, som dog har den ting tilfælles, at de er en hurtig vej til berømmelse for de medvirkende, og god underholdning for os som ser programmerne.
Men selvom vi dagligt kan få os et grin over de mange tåbelige kommentarer, som Amalie fra Paradise fyrer af, og Sidney Lee der uddeler en ”son of a bitch” til alle og enhver, så har denne fremstilling af disse personer og deres liv fra TV-medierne dog en negativ konsekvens for deltagerne, og ikke mindst for alle os unge mennesker, som dagligt morer os over deres dumheder, horen og hæmningsløse druk på TV. Der bliver givet en illusion om en verden der ikke eksisterer, og som unge mennesker febrilsk prøver at efterligne, for at passe ind i mængden, men er dette ikke negativ socialisering? Og hvad får deltagerne i disse programmer ud af at sælge deres sjæl til offentligheden?... Køb adgang for at læse mereAllerede medlem? Log ind

Tv-redaktøren: Hvad har reality at gøre med virkelighed?

Med reality-tv stjal de kommercielle stationer for alvor seere fra DR og TV 2 i 2012.

I en gammel vittighed klager en mand sig til sin viktualiehandler over, at der ikke er rejer i rejesalaten, hvortil den handlende svarer:

»Men du brokker dig jo aldrig over, at der ikke er italienere i italiensk salat«.

Det kan der være noget om, men måske var det på sin plads, hvis nogle gjorde anskrig over, at realitygenren, som efterhånden forekommer i så rigt et mål, ikke nødvendigvis lever op til sin varedeklaration.

LÆS OGSÅ

Læs også: Tv-formater er en milliardforretning

For godt nok kan man sige, at serierne, ingen nævnt, ingen glemt, konfronterer seerne med en umiddelbart genkendelig virkelighed, og at de medvirkende optræder under deres egne navne, men samtidig er der kun for nogle af formaternes vedkommende tale om regulær dokumentarisme.

Klassisk form
En klassiker som ’De unge mødre’, der har kørt i adskillige år på den kommercielle Kanal 4, betjener sig af den klassiske dokumentarismes greb ved blot at rapportere fra hovedpersonernes dagligdag.

Og kameraet træder ikke i karakter som fortællende instans over for seerne, som derved får lov til at være fluerne på væggen hos de unge kvinder. Men ikke desto mindre er der en forskel i forhold til traditionelt dokumentaristisk fjernsyn, sådan som det eksempelvis blev praktiseret i DR-regi af folk som Poul Martinsen og Lars Engels.

Virkeligheden er interessant. Hvis den er iscenesat på en fræk og underholdende måde

For Martinsen ønskede med sine virkelighedsskildringer at blotlægge bestemte psykologiske mekanismer og adfærdsmønstre, og Engels ville med sine fortællinger fra samfundets bund fokusere på mennesker, som var faldet igennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet.

Men ’De unge mødre’ har ingen umiddelbar publicistisk dagsorden.

Studier i gruppedynamik
I den radikalt anden ende af spektret finder man den hårdt iscenesatte variant af realitygenren, hvor der opereres med et på forhånd etableret projekt, og hvor tilrettelæggerne går ind og styrer begivenhedernes gang ved hjælp af opgaver, regler og udskilningsstrukturer.

Sjovt nok har denne aftapning af dokumentaristisk underholdning ikke så lidt til fælles med en pioner som Poul Martinsen, hvis debut ’Broen’ handlede om, hvordan det spændte af, når man satte nogle hippier og nogle rockere over for hinanden og lod dem arbejde sammen om et projekt.

Læs også: Almindelige mennesker er den ny tv-valuta

For formater som ’Fristet’ og ’Kongerne af Rømø’ har også et overordnet projekt, der går ud på at undersøge, hvad der sker, når man bringer en stærkt heterogen gruppe sammen på et begrænset areal og tvinger dem til at fungere sammen. Det er studier i gruppedynamik og eksperimentel socialpsykologi, men ved at skrue voldsomt op for det spektakulære.

Hele setuppet bliver til lærestykker i gruppepres samt dokumentationer af deltagernes ønsker om at bruge de aktuelle formater som afsæt for en videre karriere i det realityunivers, der efterhånden er opstået, og som har fået karakter af en regulær karriereplatform.

Kritiske røster har været ude og bebrejde realitystjernerne, at de ingen regulære kvalifikationer har – ud over at være kendte fra fjernsyn.

Læs også: Gå væk, Sidney Lee: Gustav er den nye konge af reality

Det er især gået ud over Sidney Lee, Amalie, Gustav og Mascha Vang; men det svarer vel lidt til at klage over, at Tour de France-rytterne ikke kan andet end at cykle.

Den værste fjende
TV har altid haften tendens til at etablere sin egen virkelighed, men på grund af den enorme mængde af fjernsyn, moderne seere udsættes for, og ikke mindst takket være det kolossale spænd i kvalitet og ambition, har kravene til aktørerne ændret sig:

I de gode gamle dage skulle tv-personligheder være tillidvækkende, seriøse eller morsomme. Men disse skulle også kun kunne fungere i en meget afgrænset sammenhæng, nemlig DR's monokulturelle statsfjernsyn, som havde både kulturpolitiske og uddannelsesmæssige præambler indbygget fra dag 1.